Bassefamilien foran AYRI shalaen

Refleksion

Om få dage sidder vi i flyveren på vej tilbage til København, så det er nu tid til at reflektere lidt over vores ophold og oplevelser i Mysore... Hvad har vi lært? Vil vi tage afsted igen? Osv.

Det har i hvert fald været en fantastisk oplevelse på alle måder!!

Yogamæssigt er det noget helt særligt at træne i shalaen, hos Guruji. At fornemme stemningen og opleve mesteren selv. Man kan godt diskutere, hvor meget man (vi) får ud af sådan et forholdsvist kort ophold med få justeringer og ingen nye stillinger. Og det snakkes der da også om blandt eleverne, om ikke før så når opholdet lakker mod enden... Der er rigtig, rigtig mange elever i shalaen. Selv her i 'lavsæsonen' har vi vel været 150-200 igennem hver morgen. Så ind imellem kan man godt føle sig som endnu en i rækken og lidt overset. Hænge lidt med mulen. Glemme det indre smil i praksisen. Men dagen efter oplever man måske, at Sharath har en kommentar eller justering til praksis, som viser, at han ved, præcis hvem man er, og hvor langt man er kommet! Eller som forleden dag da vi besøgte den gamle shala i Lakshmipuram og blev varmt modtaget af Guruji selv.

Udover den daglige justering i back bends (to (!) gange fra Guruji i løbet af vores tid her) har justeringerne været få. Fire gange i alt, hvis jeg tæller efter. Antallet af elever er selvfølgelig en del af årsagen. Men det er heller ikke 'feel good' justeringer, man får. Det er de nødvendige justeringer, som skal vise en, hvordan eller hvilken vej man skal arbejde – og derefter er det så op til os at gøre det. Man kan ikke læne sig ikke tilbage og forvente at blive vartet op! Man arbejder. Møder hver dag til træning. Små skridt frem. Fordybelse. "You come, you do", siger Guruji. Og det er interessant for os at opleve, både som yogalærere og som yogaelever. Det er gennem den daglige praksis, at vi vokser og udvikler os. Der er ikke noget 'quick fix', ingen nemme løsninger!

Er Sri K. Pattabhi Jois så "Guruji", den kære læremester? Man kan godt grine lidt af den daglige seance med fodkysning... Men for mig er der ingen tvivl om, at han er noget helt særligt og fortjener stor respekt! Han er ashtanga vinyasa yogaens 'grand old man'. Han har selv været der. Har praktiseret, fordybet og udviklet sig. Viet sit liv til yogaen. Jeg oplever, at han har meget at give. Sproget er en udfordring, for han taler ikke så godt engelsk. Men jeg vil gerne lære meget mere fra ham og ville ønske, jeg kunne putte ham i kufferten og tage ham med hjem!!

Endelig har opholdet herude også ført os sammen med nogle interessante yogafolk, som vi gerne vil se mere til i fremtiden. Her eller der. Og vi kan forstå på rapporterne hjemme fra shalaen, at vi godt kan tillade os at rejse i ny og næ og overlade undervisningen i andres kompetente hænder! Det er rigtig dejligt at vide. :-)

Dagligdagen i Mysore sætter den hjemlige komfort i perspektiv! I vores egen lille familiecirkel har vi haft travlt med at sikre Sixtens gode, sunde helbred. Vi har kogt vand i spandevis, til at drikke af, vaske op i, tage med i byen osv. 'Baby wipes' har været vores trofaste følgesvend. Så drikkevand i hanen, opvaskemaskine, vaskemaskine, og i det hele taget en anden standard for rengøring og renhed derhjemme føles pludselig som luksus! Men også på et mere generelt plan har vi vist ikke så meget, vi egentlig behøver brokke os over i Dannevang! Jeg er i hvert fald taknemmelig for ikke at være født ind i en fattig, indisk familie med ringe udsigt til nogensinde at flytte ud af lerhytten...

Indernes nysgerrighed, varme og hjælpsomhed har vi også nydt godt af. Sixten har fået helt utrolig meget opmærksomhed, alle vegne!! Fra folk på gaden og dem, vi har lært bedre at kende, og som vi sikkert kommer til at savne, når vi rejser hjem (f.eks. Tina, Shaila, Anu og Ganesh – siger man ikke, at god mad er vejen til hjertet!?). Måske vi selv kan medbringe en snert af denne varme og åbenhed til hjemlige breddegrader? Åbenhed overfor det (eller de!) fremmede.

Så alt i alt er vi glade for, at vi rejste ud! Vi vil gerne lære mere – både om yoga og om Indien – og ser frem til at komme herud igen. Men vi glæder os selvfølgelig også til snart at se jer alle igen, og til hverdagen derhjemme! På gensyn inden længe.

Festlig fødselsdag

I går, tirsdag, på fuldmånedagen i juli, fejrede vi Gurujis 91-års fødselsdag. Sikken en fest!! Alle elever af Guruji, Saraswati og Sharath var inviteret (men blev formanende bedt om ikke at medbringe andre venner og bekendte!). Så omkring kl. 10:30 begyndte det at strømme ind med festklædte elever og Gurujis familie i shalaen.

Vi var ikke så organiserede som visse andre, der havde sørget for at købe blomster eller lignende på søndagens økologiske marked på Green Hotel eller fra markedet inde i Mysore centrum... Så vi måtte lige en smut nedenom Gokulam Main Street og hitte en blomsterdame først! De plejer at være alle vegne, men typisk – når man har brug for dem, sælgerne, er de væk! Vi hittede dog en gadesælgerske og fik en krans, så det så ud af lidt. Ville ikke komme helt tomhændede... (Der var selvfølgelig også en blomstersælger, der havde taget opstilling foran shalaen! Men vi fandt det lidt for påfaldende at klare handlen lige der på selve dagen...)

Indenfor var salen fyldt af røg fra den igangværende, traditionelle ofringsceremoni. En ældre brahmin (præst) førte an sammen med Sharath, og der blev sunget bønner og ofret mad og blomster i stor stil. Guruji sad tilbagetrukket og fulgte med. Saraswati vimsede rundt og sørgede for, at alt var som det skulle være, og at der blev taget vel imod familien. De samlede sig i det ene hjørne af salen, mens eleverne fyldte godt i resten. Nogle var bænket på stole, men de var få. Så de fleste af os sad på gulvet.

Rigtig mange af de kvindelige elever kom i farvestrålende sarier og glitrende smykker. Det var et flot syn! Nogle af de mandlige elever var også traditionelt klædte, men det ser knapt så festligt ud med hvidt lændeklæde... Vi var (alle tre) i skræddersyede fisherman's pants og skjorte. Jeg syntes, en hel sari var lidt for stor en mundfuld, men havde til gengæld fået Rashinkar til at kopiere yndlingsskjorten derhjemmefra i et smukt saristof. Så vi faldt vist ikke helt igennem!...

Ofringsceremonien varede det meste af to timer (dvs. de var allerede godt i gang, da vi ankom, så alt i alt var den noget længere...), og sluttede med at Guruji, Sharath og en brahmin gik flere gange rundt om bålet, syngende og kastende med vievand. Derefter talte en swami. Det lød på Sharaths præsentation af ham, som om han var en meget vigtig mand, men vi fandt aldrig rigtig ud af, hvem han var. Vi kunne blot høre, at han ønskede Guruji alt vel, og at han måtte blive 100 år – mindst!

Nogle af eleverne havde forberedt en Bollywood dans til ære for Guruji. "Surya, my love" hed den vist – fra en kendt film(!). Så fire mænd (tykke som tynde!) og fem kvinder vrikkede og sang sig gennem en cirka 10 minutter lang optræden. Fulgt af anerkendende piften og hujen og klappen fra salen!

Festlighederne i shalaen blev afrundet med lagkage og "Happy Birthday" til Guruji. Familiefoto på podiet. Og så det obligatoriske 'Guru shot'! Dvs. alle elever linede op i kø for at kysse Gurujis fødder, ønske ham tillykke med dagen, modtage hans velsignelse – og få sig selv foreviget sammen med Guruji på foto. Med 2-300 tilstedeværende og en alenlang kø var der ikke noget at sige til, at Guruji så lidt træt ud, og at det blev en anelse rutinepræget! Men vi fik – alle – vores foto.

Fantastisk nok havde Sixten valgt netop denne dag til at tage sig en gevaldig laaaaang formiddagslur! Han sov mere end tre timer, fra festlighederne startede til jeg måtte ud og vække ham, så han kunne komme med på vores 'Guru shot' (onde mor!). Og det var nok meget godt for alle, for han havde med garanti ikke holdt hele festen i shalaen ud! Han er jo knapt så tålmodig som forældrene...

Festen blev sluttet af med bespisning i garagen under shalaen. I hold af cirka 70 deltagere (vi ventede det meste af en time på at komme til og var andet eller måske tredje hold) blev vi bænket på lange rækker med skiftevis front og ryg mod hinanden. Det viste sig at 'revnen' eller gangsstien mellem os og dem overfor skulle bruges af serveringsfolket. Så blev der ellers linet op! En strimmel papir blev trillet ud over bordet (dugen), store bananblade blev fordelt (tallerkener), kopper og vand, og så blev der øst op af spande, i massevis. Dal, ris, bønner, chutney, pickles, pappadams. Stærkt, surt, salt og sødt i skøn blanding. Bestik? Fire fingre på højre hånd! (Det var første gang vi prøvede det, og jeg skal hilse og sige, at det er lidt svært at styre Bassen med den ene arm og skovle maden ind med den anden hånd – uden at spilde!!) Til sidst endnu noget dessert, denne gang serveret på en tallerken (!). Fantastisk måltid. Og så gik vi ellers glade, mætte og trætte hjem. Klokken var vel efterhånden blevet henad tre om eftermiddagen.

- Vores kamera (som virkede trods det at vi i søndags fik det dyppet godt og grundigt i saftevand!!) løb selvfølgelig tørt for strøm!... Så vi fik Nicolaj til at tage vores foto med Guruji. Derfor må I vente med at se netop det, til vi er hjemme igen og har fået det tilsendt. I stedet nogle (røgfyldte) fotos med Guruji fra ofringsceremonien.

Chamundi Hill i morgentågen

Vi var til darshan på Chamundi Hill (en af Indiens otte mest hellige tempelbjerge) i udkanten af Mysore tidligt lørdag morgen. Ankom i tæt tåge. Bassen syntes, det var en fest! Foto til glæde for bedsteforældrene... :-)

Dristhi udfording!

Her efter tredje uge i shalaen er der ikke så meget nyt at fortælle om fra vores yogapraksis... "Practice, practice, practice – all is coming", som Guruji siger. Så det gør vi. Træner stille og roligt hver dag minus lørdag og månedage. Første serie. Ikke så meget nyt der.

Og dog! I dag havde jeg med Sharaths accept fået lov at deltage på guidet anden serie (så jeg ikke skulle have endnu en træningsfri søndag!). Dvs. jeg havde selvfølgelig lovet kun at træne første serie! For reglen er jo konsekvent: Første måned i shalaen første serie praksis. Så jeg stod nede bagerst i salen, fulgte Gurujis instruktioner gennem solhilsnerne og de stående stillinger til Parsvottanasana, og fortsatte derefter på egen hånd videre, mens resten af salen blev guidet gennem anden serie.

Det var første gang, jeg blev guidet af Guruji. Og jeg skal hilse og sige, at det går stærkt!! (Hermed er de af jer, der deltager på workshoppen med Guruji i København i august advaret!) Mens han talte "one, two, three, four, five" i stillingerne, nåede jeg to eller max. tre vejrtrækninger. Lidt bedre (langsommere!) gik det med vinyasa tællingerne, hvor der er lidt mere at sige: "Ekam inhale, dve exhale, trini inhale head up, chatuari jump back" osv. Så det var faktisk helt rart at fortsætte videre i eget tempo gennem første serie... Lige pånær det faktum at jeg stod og 'blomstrede' helt alene på bagerste række... Ingen mængde at skjule sig i! Men så er det jo godt, at man har nogle dristhi (visuelle fokuspunkter som er nøje fastlagt for hver stilling, f.eks. næsetippen, tommelfingrene, det tredje øje) og en ujjayi vejrtrækning at koncentrere sig om! :-) Så det blev faktisk en fin, koncentreret praksis.

Jeg kunne dog ikke helt undgå at høre, hvad der ellers foregik i shalaen... Gurujis instruktioner, et "bad lady" hist og her, det bestemte tonefald – ingen slinger tilladt her! Og så en tordenagtig buldren da eleverne en efter en 'faldt ned' fra Pincha Mayurasana, Karandavasana (begge stillinger er underarmsbalancer) og de forskellige varianter af hovedstand sidst i anden serie. Omkring Dve Pada Sirsasana begyndte jeg så at få selskab på bagerste række – efterhånden som folk blev stoppet i deres praksis af Sharath eller Guruji ("You go back!"). Jeg vil tro, at omkring 50 elever var med fra starten, og at cirka halvdelen fik lov at gennemføre hele serien til Gurujis instruktion.

Hen mod slutningen faldt jeg så igen ind i Gurujis rytme og blev guidet med de tilbageværende gennem de afsluttende stillinger. Der lader i øvrigt ikke til at være helt konsekvens i, hvor mange vejrtrækninger man holder disse... Sharath og Guruji tæller i hvert fald delvist forskelligt her. Men det er sikkert også et spørgsmål om tid! Jeg tror gerne, Guruji ville ind på kontoret og have sin morgenkaffe...

På tirsdag er det så Guruji 91-års fødselsdag. Det bliver fejret i shalaen fra formiddagen af. Alle elever er inviteret. Vi er spændte på at opleve dagen. Vi aner faktisk ikke, hvad der skal ske. Vil lige tjekke med nogle af de mere Mysore-vante elever om der er 'dress code', noget man bare skal medbringe osv. Fortsættelse følger!

Jois klanen

Der er sikkert nogle læsere af vores skriverier her på siden, som er knapt så meget inde i de familiære relationer i Jois familien, som os... Så her er en lille oversigt, der kan hjælpe forståelsen:

Sri K. Pattabhi Jois er mesteren. Elev af Sri T. Krishnamacharya, med hvem han udviklede ashtanga vinyasa yogasystemet. Han fylder 91 år d. 11. juli (fødselsdagen er den første fuldmåne i juli). Kaldes også for Guruji, som betyder "kære guru" eller "kære læremester". Vi har skrevet meget mere om ham på www.yogamudra.dk\ashtanga\guruji.htm for de interesserede.

Guruji og Ammachi (hans hustru som døde i midten af 1990'erne) fik tre børn: datteren Saraswati og sønnerne Manju og Ramesh. Ramesh døde for år tilbage, og Manju har boet og undervist i USA i mange år. Så det er kun Saraswati, der er blevet tilbage i Mysore og hjælper sin far med undervisningen. Saraswati har også en lille gruppe egne elever, som får undervisning enten om formiddagen efter det store morgen ryk-ind (mest vesterlændinge) eller om eftermiddagen (mest indere).

Sharath Rangaswamy er søn af Saraswati. Han er midt i 30'erne og udset til at videreføre Ashtanga Yoga Research Institute i Mysore efter Guruji. Han underviser også i shalaen om morgenen, sammen med sin mor og bedstefar. Og han har en voksende gruppe af egne elever, som han underviser et andet sted lidt senere på morgenen (dog ikke i maj, juni og juli i år, hvor han holder 'fri'...). Han er efter sigende den eneste, som praksiserer den sjette og sidste serie i ashtanga vinyasa yogasystemet. – De fleste 'dødelige' kommer vist højst til at smage lidt på femte serie. Og når vi ser elever udføre fjerde series stillinger i shalaen, virker det allerede meget langt væk!...