Refleksion
Om få dage sidder vi i flyveren på vej tilbage til København, så det er nu tid til at reflektere lidt over vores ophold og oplevelser i Mysore... Hvad har vi lært? Vil vi tage afsted igen? Osv.
Det har i hvert fald været en fantastisk oplevelse på alle måder!!
Yogamæssigt er det noget helt særligt at træne i shalaen, hos Guruji. At fornemme stemningen og opleve mesteren selv. Man kan godt diskutere, hvor meget man (vi) får ud af sådan et forholdsvist kort ophold med få justeringer og ingen nye stillinger. Og det snakkes der da også om blandt eleverne, om ikke før så når opholdet lakker mod enden... Der er rigtig, rigtig mange elever i shalaen. Selv her i 'lavsæsonen' har vi vel været 150-200 igennem hver morgen. Så ind imellem kan man godt føle sig som endnu en i rækken og lidt overset. Hænge lidt med mulen. Glemme det indre smil i praksisen. Men dagen efter oplever man måske, at Sharath har en kommentar eller justering til praksis, som viser, at han ved, præcis hvem man er, og hvor langt man er kommet! Eller som forleden dag da vi besøgte den gamle shala i Lakshmipuram og blev varmt modtaget af Guruji selv.
Udover den daglige justering i back bends (to (!) gange fra Guruji i løbet af vores tid her) har justeringerne været få. Fire gange i alt, hvis jeg tæller efter. Antallet af elever er selvfølgelig en del af årsagen. Men det er heller ikke 'feel good' justeringer, man får. Det er de nødvendige justeringer, som skal vise en, hvordan eller hvilken vej man skal arbejde – og derefter er det så op til os at gøre det. Man kan ikke læne sig ikke tilbage og forvente at blive vartet op! Man arbejder. Møder hver dag til træning. Små skridt frem. Fordybelse. "You come, you do", siger Guruji. Og det er interessant for os at opleve, både som yogalærere og som yogaelever. Det er gennem den daglige praksis, at vi vokser og udvikler os. Der er ikke noget 'quick fix', ingen nemme løsninger!
Er Sri K. Pattabhi Jois så "Guruji", den kære læremester? Man kan godt grine lidt af den daglige seance med fodkysning... Men for mig er der ingen tvivl om, at han er noget helt særligt og fortjener stor respekt! Han er ashtanga vinyasa yogaens 'grand old man'. Han har selv været der. Har praktiseret, fordybet og udviklet sig. Viet sit liv til yogaen. Jeg oplever, at han har meget at give. Sproget er en udfordring, for han taler ikke så godt engelsk. Men jeg vil gerne lære meget mere fra ham og ville ønske, jeg kunne putte ham i kufferten og tage ham med hjem!!
Endelig har opholdet herude også ført os sammen med nogle interessante yogafolk, som vi gerne vil se mere til i fremtiden. Her eller der. Og vi kan forstå på rapporterne hjemme fra shalaen, at vi godt kan tillade os at rejse i ny og næ og overlade undervisningen i andres kompetente hænder! Det er rigtig dejligt at vide. :-)
Dagligdagen i Mysore sætter den hjemlige komfort i perspektiv! I vores egen lille familiecirkel har vi haft travlt med at sikre Sixtens gode, sunde helbred. Vi har kogt vand i spandevis, til at drikke af, vaske op i, tage med i byen osv. 'Baby wipes' har været vores trofaste følgesvend. Så drikkevand i hanen, opvaskemaskine, vaskemaskine, og i det hele taget en anden standard for rengøring og renhed derhjemme føles pludselig som luksus! Men også på et mere generelt plan har vi vist ikke så meget, vi egentlig behøver brokke os over i Dannevang! Jeg er i hvert fald taknemmelig for ikke at være født ind i en fattig, indisk familie med ringe udsigt til nogensinde at flytte ud af lerhytten...
Indernes nysgerrighed, varme og hjælpsomhed har vi også nydt godt af. Sixten har fået helt utrolig meget opmærksomhed, alle vegne!! Fra folk på gaden og dem, vi har lært bedre at kende, og som vi sikkert kommer til at savne, når vi rejser hjem (f.eks. Tina, Shaila, Anu og Ganesh – siger man ikke, at god mad er vejen til hjertet!?). Måske vi selv kan medbringe en snert af denne varme og åbenhed til hjemlige breddegrader? Åbenhed overfor det (eller de!) fremmede.
Så alt i alt er vi glade for, at vi rejste ud! Vi vil gerne lære mere – både om yoga og om Indien – og ser frem til at komme herud igen. Men vi glæder os selvfølgelig også til snart at se jer alle igen, og til hverdagen derhjemme! På gensyn inden længe.
Det har i hvert fald været en fantastisk oplevelse på alle måder!!
Yogamæssigt er det noget helt særligt at træne i shalaen, hos Guruji. At fornemme stemningen og opleve mesteren selv. Man kan godt diskutere, hvor meget man (vi) får ud af sådan et forholdsvist kort ophold med få justeringer og ingen nye stillinger. Og det snakkes der da også om blandt eleverne, om ikke før så når opholdet lakker mod enden... Der er rigtig, rigtig mange elever i shalaen. Selv her i 'lavsæsonen' har vi vel været 150-200 igennem hver morgen. Så ind imellem kan man godt føle sig som endnu en i rækken og lidt overset. Hænge lidt med mulen. Glemme det indre smil i praksisen. Men dagen efter oplever man måske, at Sharath har en kommentar eller justering til praksis, som viser, at han ved, præcis hvem man er, og hvor langt man er kommet! Eller som forleden dag da vi besøgte den gamle shala i Lakshmipuram og blev varmt modtaget af Guruji selv.
Udover den daglige justering i back bends (to (!) gange fra Guruji i løbet af vores tid her) har justeringerne været få. Fire gange i alt, hvis jeg tæller efter. Antallet af elever er selvfølgelig en del af årsagen. Men det er heller ikke 'feel good' justeringer, man får. Det er de nødvendige justeringer, som skal vise en, hvordan eller hvilken vej man skal arbejde – og derefter er det så op til os at gøre det. Man kan ikke læne sig ikke tilbage og forvente at blive vartet op! Man arbejder. Møder hver dag til træning. Små skridt frem. Fordybelse. "You come, you do", siger Guruji. Og det er interessant for os at opleve, både som yogalærere og som yogaelever. Det er gennem den daglige praksis, at vi vokser og udvikler os. Der er ikke noget 'quick fix', ingen nemme løsninger!
Er Sri K. Pattabhi Jois så "Guruji", den kære læremester? Man kan godt grine lidt af den daglige seance med fodkysning... Men for mig er der ingen tvivl om, at han er noget helt særligt og fortjener stor respekt! Han er ashtanga vinyasa yogaens 'grand old man'. Han har selv været der. Har praktiseret, fordybet og udviklet sig. Viet sit liv til yogaen. Jeg oplever, at han har meget at give. Sproget er en udfordring, for han taler ikke så godt engelsk. Men jeg vil gerne lære meget mere fra ham og ville ønske, jeg kunne putte ham i kufferten og tage ham med hjem!!
Endelig har opholdet herude også ført os sammen med nogle interessante yogafolk, som vi gerne vil se mere til i fremtiden. Her eller der. Og vi kan forstå på rapporterne hjemme fra shalaen, at vi godt kan tillade os at rejse i ny og næ og overlade undervisningen i andres kompetente hænder! Det er rigtig dejligt at vide. :-)
Dagligdagen i Mysore sætter den hjemlige komfort i perspektiv! I vores egen lille familiecirkel har vi haft travlt med at sikre Sixtens gode, sunde helbred. Vi har kogt vand i spandevis, til at drikke af, vaske op i, tage med i byen osv. 'Baby wipes' har været vores trofaste følgesvend. Så drikkevand i hanen, opvaskemaskine, vaskemaskine, og i det hele taget en anden standard for rengøring og renhed derhjemme føles pludselig som luksus! Men også på et mere generelt plan har vi vist ikke så meget, vi egentlig behøver brokke os over i Dannevang! Jeg er i hvert fald taknemmelig for ikke at være født ind i en fattig, indisk familie med ringe udsigt til nogensinde at flytte ud af lerhytten...
Indernes nysgerrighed, varme og hjælpsomhed har vi også nydt godt af. Sixten har fået helt utrolig meget opmærksomhed, alle vegne!! Fra folk på gaden og dem, vi har lært bedre at kende, og som vi sikkert kommer til at savne, når vi rejser hjem (f.eks. Tina, Shaila, Anu og Ganesh – siger man ikke, at god mad er vejen til hjertet!?). Måske vi selv kan medbringe en snert af denne varme og åbenhed til hjemlige breddegrader? Åbenhed overfor det (eller de!) fremmede.
Så alt i alt er vi glade for, at vi rejste ud! Vi vil gerne lære mere – både om yoga og om Indien – og ser frem til at komme herud igen. Men vi glæder os selvfølgelig også til snart at se jer alle igen, og til hverdagen derhjemme! På gensyn inden længe.
posted by Bodil Stentebjerg Olesen at 10:12
1 Comments:
Det har ihvertfald været meget spændende at læse jeres blog og om ikke andet har I givet andre mod og inspiration til også at rejse til Mysore og studere hos Guruji.
Hilsen Pernille, København
Send en kommentar
<< Home